Jeg er passioneret terapeut og glædes dagligt over, at kunne hjælpe folk, som har ondt i livet af den ene eller den anden årsag.

Personligt har jeg oplevet, hvor tæt krop og psyke er forbundet i forbindelse med krise, sorg og sygdom.

Jeg blev konstateret type 1 diabetes, da jeg var ganske ung og husker tydeligt, hvordan jeg reagerede på at få en kronisk sygdom, som oven i købet gjorde, at jeg skulle injiceres flere gange dagligt.

Først kom raseriet over at det netop skulle ramme mig samtidig med at jeg følte en ubeskrivelig magtesløshed og hjælpeløshed.

Dernæst sorg over, at jeg pludselig følte mig anderledes i forhold til omverdenen og ikke mindst angsten for hvad det ville betyde fremadrettet for mit liv, både i forhold til senfølger, men også tidlig død.

Kort fortalt, var det en meget traumatisk oplevelse og jeg kunne ikke acceptere mine nye livsvilkår.

Konstant forsøgte jeg at fortrænge sygdommen, trods evig angst og dårlig samvittighed.

Der gik heller ikke længe, før jeg udviklede en diabetes relateret bulimi, der senere blev til overspisning og som selvsagt blev til rigtig mange indlæggelser.

Det var en tid fyldt med ensomhed og isolation, da jeg ikke kendte til andre, der havde det som mig. Jeg prøvede at tale med lægerne om min situation. Derefter sendte de mig til en psykiater.  Det eneste jeg fik ud af dette, var et forslag om at tage nogle piller, hvilket jeg blankt nægtede.

Jeg stod igen alene med mit problem og det fortsatte flere år fremefter. Min redning kom, da jeg en dag tilfældigt kom i snak med en kvindlig terapeut. Hun hjalp mig til at forstå mine mønste, fik mig til at mærke de følelser der var så svære for mig.Jeg fik stille og roligt indsigt i hvorfor jeg havde så svært ved at acceptere at være syg og hvorfor jeg brugte spiseforstyrrelsen som flugtvej. Jeg fik virkelig vendt alle mine tanker og følelser som jeg havde været alene med så længe.

Dette gav mig ro og styrke til at komme videre i mit liv.

Mine problemstillinger omkring livet med diabetes har gjort, at jeg inderligt ønsker, at hjælpe andre i tilsvarende situation.

Jeg ved af erfaring, at hvis den psykiske del  ikke er bearbejdet omkring sygdommen, kan man heller ikke arbejde optimalt med den fysiske del af sygdommen.

Det meste af mit liv har jeg arbejdet med mennesker bl.a. på institutioner, bosteder, væresteder m.m.

Det har for mig været utroligt livsbekræftende og lærerigt. Jeg har været oprigtig glad for kontakten med andre, hvor jeg har været i stand til at hjælpe dem på deres vej. Dette har for mig været en stor inspirationskilde og meget berigende både fagligt men i særdeleshed menneskeligt.

Jeg brænder for mit fag som terapeut!!!